Påsken venter lige om hjørnet og dermed skyder vi også sæsonen for påskefrokoster i gang. En påskefrokost er, præcis ligesom julefrokosten, fyldt med traditioner og “regler” for, hvad der skal serveres, men alligevel oplever jeg ofte, at der bliver efterspurgt nye retter eller ideer til at twiste klassikerne.
Derfor har jeg nu lavet dette her indlæg, hvor jeg har samlet 18 ideer til påskefrokosten og dermed håber jeg, at jeg kan være med til at inspirere. Selvom påskefrokosten selvfølgelig stadig skal bestå af alle de klassiske frokostretter, så kunne det jo være, at man kunne finde ideer til et par nyheder.
De fleste klassiske påskefrokoster (og julefrokoster for den sags skyld), starter med en eller flere forskellige slags sild og til en god sildemad hører karrysalat. Og det er faktisk ret nemt at lave karrysalat, så det kan næsten ikke betale sig at købe den. Min bedste opskrift på hjemmelavet karrysalat ligger lige her.
En spinatroulade med røget laks er ikke bare fin og forårsagtig at se på. Den smager også forrygende godt og så har den desuden den store fordel, at den kan forberedes dagen før – og det er jo rart, hvis man i forvejen har en masse at lave lige op til, at frokosten skal stå klar.
Spiser man ikke røget laks, så kan man i stedet lave en roulade med tunmousse og pynte den rigtig fint. Denne her rouladebund minder lidt om en stor pandekage og man kan sagtens lave rouladen i god tid og blot lade den trække på køl. Man kan også kombinere spinatrouladen og tunrouladen ved at lave en spinatroulade med tunmousse.
Påske og påskekyllinger hører sammen og en tærte er altid et lækkert indslag på et frokostbord. Denne her kyllingetærte a la cæsarsalat med en sprød top af salat, bacon og friskrevet parmesan er altid et hit på frokostbordet i min familie – også når det ikke er påske.
Tærter er super lækre og populære på frokostbordene, men vil man alligevel prøve at variere tærterne en lille smule, så kan jeg anbefale, at man i stedet serverer små broccolitærter i tarteletskaller. De er nemme og hurtige at lave, kan fyldes med de fleste slags tærtefyld og så ser de ret fine ud, når de serveres.
Man går aldrig galt i byen med en lækker hjemmelavet hønsesalat med bacon og champignons. Server på rugbrød, franskbrød eller måske med frisk ananas til – jeg lover, at det nok skal blive en succes.
Skal der lidt lunt på frokostbordet – udover lune frikadeller, fiskefiletter og hvad man ellers kan finde på, så kan jeg anbefale denne her indbagte kylling med bacon, flødeost og porre. Den er et kæmpe hit på bloggen og er lækkert alternativ til de traditionelle madtærter.
Et alternativ til den indbagte kylling, som stadig inkluderer butterdej er de her sprøde butterdejsbunde med hønsesalat, som lige så godt kunne have været rejesalat, skinkesalat eller skaldyrssalat. De sprøde bunde kan også laves i en udgave med asparges og rejer eller lufttørret skinke og en god krydderurtedressing.
Det hører sig til med en omgang lun leverpostej og har man aldrig prøvet at lave sin leverpostej selv, så kan jeg kun anbefale, at man kaster sig ud i en lækker, hjemmelavet leverpostej med bacon og champignons. Lader man slagteren stå for at hakke lever og spæk, så kan man lynhurtigt have den hjemmelavede postej klar med et minimum af arbejde og opvask.
Man kan næsten ikke sige påskefrokost uden også at nævne den klassiske tartelet med høns i asparges, så selvfølgelig skal den også nævnes her. Altid et hit på frokostbordet hos både børn og voksne.
En fantastisk nem lille omgang til frokostbordet er en lækker lakserilette med purløg, som primært laves på varmrøget laks der røres sammen med lidt creme fraiche og mayonnaise. Server med ristet rugbrød og et ordentligt drys friskklippet purløg på toppen.
En fin, og ikke mindst lettere påskegul, anretning er denne her rejsesalat med mango, forårsløg og chili. Den emmer langt væk af forår og er altid et hit – hver eneste gang jeg serverer den, bliver jeg bagefter spurgt til opskriften.
Selvfølgelig skal der sild og en snaps på påskebordet, men udover – eller i stedet for – de klassiske hvide, røde eller karrysild kan jeg anbefale en omgang hjemmelavede stegte sild i eddike. Server med løgringe og kapers = min personlige sildemads-favorit.
En nem og lækker lille hapser er disse her små ruller med flødeost og laks eller skinke. Server i mundrette bidder eller skær dem en smule større og læg dem på en bund af grøn salat og måske lidt dressing, som en lille selvstændig ret.
Stenbiderrognen er i sæson i det tidlige forår, så det burde absolut være muligt endnu at købe stenbiderrogn hos fiskehandleren – om ikke andet så på frost, hvilket smager lige så fint. Og lige netop en servering, der emmer langt væk af forår og en smule ekstravagance, er disse her små hjemmebagte blinis med creme fraiche, rødløg og stenbiderrogn.
Skal der yderligere forår og måske oven i købet lidt sommerstemning på tallerknerne, så kan jeg anbefale at anrette et fad melon med lufttørret skinke. Sådan en omgang har også den store fordel, at det ligger let, hvilket er fint som en modvægt til de lidt mere tunge frokostretter.
Godt nok er det ikke sæson for de danske, grønne asparges endnu, men friske, grønne asparges kan man sagtens købe i butikkerne og så er det jo oplagt at servere lækre indbagte asparges med lufttørret skinke. En populær og lidt anderledes snack, som er super nem at lave.
Jeg kan ikke komme udenom den klassiske tunmousse med laks og rejer. Et hit til såvel forret som frokost og fadet bliver tømt hver eneste gang – server evt. med hårdkogte æg skåret i både i anledning af påsken.
De her sprøde og lækre, saltede kyllingelår er altid populære til frokost og er der børn, som skal spise med, så kan jeg næsten love, at successen er garanteret, hvis man sætter sådan en omgang på bordet.
Og så må vi selvfølgelig ikke glemme det søde punktum. Selvom det er oplagt at servere en eller anden form for lækker påskekage, så kommer vi altså ikke udenom, at hjemmelavede påskeæg med lækkert fyld har vist sig at være en succes uden lige – i hvert fald i min familie. Skulle man have lyst til at servere et par hjemmelavede æg til kaffen, så har jeg samlet mine allerbedste opskrifter på hjemmelavede påskeæg og der er lidt for enhver smag.
Et alternativ til de hjemmelavede påskeæg kunne være de her sprøde påskereder, som er lavet på rice krispies og chokolade. Rederne kan pyntet med små sukkeræg eller mandelæg og de smager skønt til en kop kaffe ovenpå en god frokost. Og så er de et hit hos børn og barnlige sjæle – også når de skal fremstilles.
Og sidst men bestemt ikke mindst – skal det ikke være påskeæg, så kunne det måske være hjemmelavede Sarah Bernhardt kager i mini format til kaffen. De er nemme at lave, kan forberedes i god tid – faktisk kan de gemmes i fryseren – og i stedet for frysetørrede hindbær kan man pynte med påskegul krymmel.
Vil du maile disse forslag til påskefrokost til mig
Anne – Jeg vil meget gerne maile forslagene til dig, men problemet er, at hvis jeg kopierer indlægget med alle opskrifterne ned i en mail og sender den til dig, så virker de røde links, som fører videre til opskrifterne, ikke længere. Jeg er derfor nødt til at åbne alle 18 opskrifter og kopierer dem over i et dokument og sende det til dig og det vil formentlig ende som “verdens længste mail”. Jeg forslår derfor, at du i stedet går ind på de af opskrifterne, som du kunne tænke dig at gemme, kopierer dem og gemmer dem på din egen computer eller sender dem i en mail til dig selv. Så bliver mailen vist ikke helt så lang 🙂
Kan jeg lave butterdejsstangen og fryse den for at bage den senere ?
Bente – Det burde ikke være noget problem. Dog bør du være opmærksom på, at bagetiden kan være lidt forlænget, hvis fyldet skal være gennemvarmt. Der er jo forskel på, hvis fyldet kommer direkte fra panden og så optøet fra frost 😀
Hej,
Tunmousse opskriften skriver “Ingen resultater fundet”, når man går til opskriften via linket under billedet?
Mette – Tusind tak fordi du gjorde mig opmærksom på det – det er hermed rettet 🙂
Det skyldes, at jeg har lavet et nyt og opdateret indlæg med tunmoussen, så det gamle indlæg er slettet, men nu skulle der være styr på det igen 🙂
Super tak 🙂 – tak, for mange gode og lækre opskrifter.